Nyttige links – et kig ned i min værktøjskasse
David Lorentzen
Da jeg besluttede mig for at skrive dette indlæg tænkte jeg, at det ikke skulle være atter et indlæg om “gode værktøjer, som skaber værdi”. Det skulle derimod være en liste over gode værktøjer, jeg rent faktisk bruger – mange af dem dagligt. Derfor får du her et kig ned i min værktøjskasse.
Det er meget konkret. På min bogmærkelinje hedder mappen faktisk “Værktøjer” og utallige kursister har set mig dykke ned i den når jeg, med computeren tilsluttet kursuslokalets projektor, skulle finde dette eller hint. Det er på én og samme tid en skrabet og en avanceret værktøjskasse.
Der er kun lige præcis det, jeg skal bruge, i den. Jeg tør dog godt vise den frem, for jeg er ret sikker på, at der ligger et par stykker værktøj, som du ikke kender. Og så ligger der naturligvis også et stykke værktøj eller to som egentlig er lidt udenfor kategori, men som jeg ikke kan nænne at smide ud af det gode selskab, for når jeg en sjælden gang skal bruge dem, så er det vildt irriterende, at de ligger hjemme på værkstedet.
Lad os tage et nærmere kig på hvad værktøjskassen indeholder. Herunder har du først den samlede liste og derefter tager jeg dem simpelthen én efter én og med links til de enkelte
Facebook Ads Guide
Det store forkromede overblik over Facebooks annonceformater. Jeg bruger det mest når jeg underviser, for at kursisterne ikke skal tro, at jeg kan alle formater og specifikationer i hovedet. Det kan jeg godt nok, men det virker sgu for nørdet… 😉
Brug Ads Guide til at holde styr på især billede- og videoformater, men tag punktet “tekst: 90 tegn” under design anbefalinger med et gran salt. Det passer ikke, at teksten, som er opdateringsteksten, ikke kan være over 90 tegn. Hvad der derimod passer er, at 90 tegn er det antal du kan være sikker på, at Facebook viser på selv små mobilskærme. Men ofte, f.eks. på en computer, vil der blive vist mange flere tegn.
Link: https://www.facebook.com/business/ads-guide/?tab0=Mobile%20News%20Feed
Facebook Ads Product Information
Dette link trykker jeg ærligt talt mest på når jeg keder mig lidt, men jeg vil på det varmeste anbefale dig at tjekke det ud, hvis du ikke kender det. Her har Facebook samlet en hel masse guides, produktinformationer og jeg skal komme efter dig. Det er hverken overskueligt eller pædagogisk, men der ligger bunke af guldkorn om, hvordan Facebooks annoncesystem fungerer, begravet her.
Link: https://facebook.widencollective.com/c/odluev8c
Facebook Advertising Help
Dette link bruger jeg i perioder selv meget og jeg bruger det ofte til at sende til andre. Det er her, du kommer i kontakt med Facebook. Ja, du læste rigtigt: Kommer i kontakt med Facebook! Facebooks kundeservice er faktisk bedre end sit rygte og min erfaring er, at skriver man, så får man svar – eller bliver ringet op.
Der er dog lige den lille detalje, at du ikke bør opfatte deres Help Center som et sted, hvor du kan få support i stil med “fortæl mig hvad jeg skal gøre”. Selvom de gerne vil have det til at lyde sådan. Jeg har endnu ikke været i kontakt med en Help Center-ansat, som vidste blot en brøkdel mere om Facebooks systemer end jeg selv gjorde. Help Center kan bruges til at hjælpe dig med afgrænsede, konkrete problemstillinger såsom “jeg får afvist mine annoncer”, “I siger, at I ikke kan hæve på mit visakort”, “Min konto er blevet spærret” og så videre – men når det brænder på, så er det tit alt hvad du har behov for!
Hvis du henvender dig skal du huske, at der sidder folk som håndterermange hundreder (tusinder?) henvendelser om måneden, så du skal være kort, præcis, lige til benet, naturligvis høflig og så glemme alt om at skrive lange epistler om hvor utroligt vigtigt det er for dig, at lige netop dette problem bliver løst lige nu og her og helst i går. Helt ærligt: Der er ingen, der gider at læse dem. Spar supportens tid – så sparer de din.
Link: https://www.facebook.com/business/resources
Facebook Text Measure Tool
… Eller Image Text Check, som det vist hedder nu. Engang hed det Overlay Tool og målte om et billede overholdt Facebooks regel om at en billede, som bliver brugt til annoncering, maksimum måtte indeholde 20% tekst. I dag er reglerne blevet noget mere flydende og, fristes jeg til at sige, uigennemskuelige.
Det værktøjet gør er, at måle hvor meget tekst Facebook kan genkende på et billede. Jo mere tekst der er, jo mindre rækkevidde får din annonce. Systemet kan virke tåbeligt, men tænk over det: Hvis der ikke var begrænsning på hvor meget tekst, der måtte være, så ville dit newsfeed være fyldt med gule billeder med “TILBUD” skrevet henover det hele…
Link: https://www.facebook.com/ads/tools/text_overlay
Facebook Feedback
Indrømmet; et lidt mærkeligt link. Det bruges ganske enkelt til at give feedback til Facebook og ja, jeg bruger det. I perioder ganske ofte, faktisk. Jeg bruger det til at gøre opmærksom på små fejl, foreslå ændringer og nogle gange også til at brokke mig helt vanvittigt. Sidste gang var jeg så ophidset over en ændring i Power Editor, at jeg truede med at møde personligt op foran Facebooks hovedkontor i Silicon Valley og brænde et eller andet af.
Jeg kunne ikke helt komme på hvad, foreslog billeder af Facebookannoncer, men blev enig med mig selv om, at det var en fjollet ting at brænde af. Så måske jeg ikke ville brænde noget af alligevel. Næste formiddag blev jeg ringet op af en storgrinende medarbejder fra Facebook, som havde fanget såvel humoren som alvoren i min klage, lovede at bringe den videre og blot ringede for at takke for en dejlig start på hans mandag morgen 🙂
Link: https://www.facebook.com/help/127103474099499
Audience Insigths
Måske det værktøj, der ikke skulle være i kassen, for jeg må indrømme, at jeg ikke bruger det specielt meget. Det ligger der mest fordi jeg havde så store forhåbninger til det, da det kom frem, men reelt synes jeg ikke det er til så meget i Danmark. Det skulle kunne vise en masse nyttig information om både ens fans og målgrupper generelt, men det jeg ender med at gøre, er som regel, at læne mig op af min egen viden om forbrugerne i Danmark/norden, som er det område jeg altovervejende beskæftiger mig med.
Hvis du sidder derude og tænker: “WHAAAAAT??! Bruger han ikke Audience Insigths!!!”, så smid meget gerne en kommentar her i bloggen og kom med eksempler på hvorfor det er et genialt værktøj og hvordan det har hjulpet dig i dit arbejde.
Tools – hovedmenu
Jeg må være helt ærlig: Det fleste af de tools der ligger her, forstår jeg ikke brugen af. Men det gør udviklere og jeg bruger linket, når jeg skal imponere dem med min viden om, hvor man kan finde information på komplicerede spørgsmål…
Link: https://developers.facebook.com/tools-and-support/
Det er dog ét tool i menuen jeg ofte bruger . Når jeg fortæller dig hvad det er, og hvad det kan, tænker du enten: “Huh??”, og forstår det ikke eller også tænker du: “YES! Der var løsningen sgu!”. Eller også kender du det…
Okay. Hvad du end tænker, så kommer det her *indsæt vild trommesolo*:
Facebook Sharing Debugger
Dette her er så godt – og enkelt – et værktøj, at jeg allerede, da jeg begyndte at skrive denne artikel, glædede mig til at vi kom til det! Rigtig mange har problemer med at links, der deles fra deres website, ser herrens ud. Lad det være sagt med det samme: Det problem løser dette værktøj ikke. Problemet ligger i dit websites meta-data, som fortæller Facebook hvilket tekst og billede, der skal bruges til et givent link.
Nuvel, du får fat på din webudvikler eller får selv rettet op på tingene og links på Facebook ligner stadig noget katten har leget med. Det er her debuggeren kommer ind i billedet!
For at spare besværet med at skulle hente tekst og billede tilhørende et link hver gang det bliver delt, gemmer Facebook oplysningerne om dit link. Hvis du laver ændringer, så kan det altså godt være, at det er de gamle oplysninger, Facebook ligger inde med. Det, du gør, med debuggeren er, at du beder Facebook om, at hente de nye oplysninger.
Det er rasende enkelt. Du indsætter ganske enkelt dit link og trykker “debug”:
Facebook viser dig nu de oplysninger, som er hentet og hvornår de sidst er hentet. Det eneste du skal gøre er at trykke “Scrape again”.
Nu bliver de nye oplysninger hentet og du kan se hvordan dit link vil se ud hvis folk deler det.
Link: https://developers.facebook.com/tools/debug/sharing/
Bugs – Facebook for Developers
Nu kommer vi ud i det helt nørdede hjørne af værktøjskassen! Facebook for Developers er som nævnt egentlig ikke noget, jeg normalt roder med – eller forstår – for jeg er ikke udvikler. Men lige bugs-oversigten bruger jeg rent faktisk. Her kan man søge på fejl man oplever og på den måde se, om andre oplever samme fejl og har meldt dem til Facebook. Hvis fejlen er meldt, så kan man se status på Facebooks arbejde med fejlen, man kan abonnere på meddelelser omkring fejlen og se status som f.eks. “need more info”, “assigned” og den bedste af dem alle: “fixed”.
Det er efterhånden lang tid siden jeg selv har meldt en fejl, men jeg bruger ret ofte oversigten, når jeg sidder og kæmper med en eller anden irriterende ting, der ikke fungerer. Det gør hverken fra eller til i forhold til fejlen, men det er rart at vide hvad status er, så man kan afgøre om man bare skal skifte branche med det samme eller vente fordi der er håb forude.
Link: https://developers.facebook.com/bugs/?tag_ids=
Facebook Pixel Guide
Dette link har jeg egentlig ikke selv brug for det, men det ligger i værktøjskassen fordi alle andre altid har. Det er Facebooks guide til hvordan Facebook Pixel, som bruges til retargeting og konverteringssporing, fungerer og den er god at have ved hånden når man f.eks. skal vise en udvikler hvordan de skal implementere koden.
Det passer egentlig ikke, at jeg ikke selv har brug for den. Jeg bruger den når jeg skal implementere et konverteringsevent, for dem kan jeg trods alt ikke huske udenad.
Link: https://www.facebook.com/business/help/952192354843755
Facebook Analytics Tool
Dette gratis analyseværktøj er fra de flinke folk hos Komfo og det er ikke et, der er relevant i mit daglige arbejde, men jeg bruger det alligevel ret ofte, hvis jeg lige vil danne mit et hurtigt overblik over hvordan, en kundes Facebookside performer.
Værktøjet giver et nemt overblik over de sidste 30 dages performance og specielt Fan Penetration-tallet er en god, hurtig KPI man kan benytte til lige at få en overblik.
Link: http://freeanalytics.komfo.com/#/report
Pixlr Editor
Egentlig har dette værktøj slet ikke noget at gøre med annoncering, og dog: En vigtig del af en annonce er billedet og Pixlr er et online værktøj til simpel billede-redigering. Jeg bruger det til at ændre størrelser og beskære billeder, sætte tekst på, simpel grafik og så videre. Det er med sikkerhed ikke verdens bedste værktøj, men nu har jeg vænnet mig til det. Kender du noget, der er bedre, så smid endelig et link i kommentarerne til denne indlæg.
Link: https://pixlr.com/editor/
Twitter Advanced Search
Hvor Pixlr editor ikke som sådan havde noget at gøre med annoncering, så har dette link rent faktisk intet at gøre med det. Jeg kan ikke engang forklare dig hvorfor det har fået permanent plads i min værktøjskasse ud over, at det er et af de links jeg altid lige står og mangler lige efter at jeg har besluttet mig for at fjerne det.
Det er kort og godt Twitters søgeværktøj hvor du kan søge tweets frem. Mest af alt bruger jeg det til at finde Anders Coldings gamle tweet om virksomheders problemer med sociale medier, når jeg igen-igen er kommet til at slette mit screenshot af det.
Link: https://twitter.com/search-advanced
URL Builder
Hvis man bruger Google Analytics, er det vigtigt at vide hvor trafikken til ens website kommer fra. Er det fra Adwords, Facebook, banner-annoncering og så videre? Til det bruger man UTM-koder, som er kode man sætter bag på det link, man bruger i sin annonce (eller også bare sin opdatering på Facebooksiden). Når folk så klikker på linket bliver koden opsnappet af Google Analytics og du kan se, at så og så mange besøgende kom fra f.eks din Facebookkampagne. URL builder er det værktøj jeg bruger til at generere UTM-koder.
Det, jeg har markeret med rødt herover er det, URL builderen sætter bag på det egentlige link hvis jeg udfylder campaign source med “Facebook” og campaign name med “promovering af blog”.
I Facebooks annoncesystem findes et felt, under avancerede indstillinger på annonce-niveau, hvor man kan indsætte UTM-koderne direkte. Hvis du bruger dette felt (alternativet er blot at skrive hele linket med UTM-koder i website link-feltet) så skal du huske at du skal udelade det “?” som kodestrengen starter med – det sætter Facebook selv ind.
Link: https://ga-dev-tools.appspot.com/campaign-url-builder/
Har du selv nogle værktøjer, du bruger?
Det var min værktøjskasse! Ikke værktøjskassen som den burde se ud, hvis formålet var at vise sig som ham, der har alt værktøj i hele verden. Det var derimod værktøjskassen som den rent faktisk ser ud. Med gode stykker værktøj, som jeg bruger med mere end blot jævne mellemrum i mit arbejde med og undervisning i annoncering på Facebook
Måske findes der nogle, der er bedre, måske overser jeg nogle vigtige, måske har du nogle, du gerne vil dele? I så fald: Smid en link og beskrivelse kommentarfeltet herunder så andre også kan få glæde af dem!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!